Vi aftalte at mødes med konservator og sektionsleder Iben Bak Christensen for at blive klogere på konservatorernes arbejde med Danmarks første grundlov - et arbejde, hvor intet må gå galt. Sidst konservatorer havde fingre i grundloven 1849 var ca. 50 år siden, hvor den fik en ny æske. Nu skal arbejdet være så grundigt, at der forhåbentlig går mindst 150 år, før den igen skal til konservator.
Den giftige grundlov
På Det Kgl. Biblioteks Bevaringsafdeling står der ingen kaffekopper på de ryddelige borde, indeklimaet er velreguleret, og ikke meget er overladt til tilfældighederne. Her arbejder man med bevaring af Danamarks nationalarv, og intet må gå galt. Iben Bak Christensen har lagt Danmarks første grundlov frem på et stort bord og taget blå nitrilhandsker på.
"Normalt benytter vi bambushandsker, men når vi står med noget, der potentielt er gifttigt, benytter vi nitrilhandsker, hvor gift ikke så nemt kan trænge igennem. En af de ting, vi skal undersøge allerførst, er nemlig, om grundloven er giftig. Potentielt kan siderne være overfladebehandlet med blyhvidt, og der kan være kemiske blandiger i guldet, som er sundhedsskadelige for mennesker. Det er jo ikke en akut forgiftning som i Rosens Navn, men en langvarig effekt der i så fald er tale om. Derfor skal vi som noget af det første teste med teknologi og konsultere nogle kloge mennesker, der er eksperter i arbejdsmiljø, hvordan vi skal håndtere den, og altså hvordan I skal arbejde med og håndtere den."
En stor del af konservatorernes arbejde er en analyse af, hvad de står med. Hvordan er materialets tilstand, hvad består materialet af, er det giftigt, hvordan håndteres det, hvordan er skaderne sket, hvordan skal det håndteres, så der ikke sker yderligere skader på det eller på dem, der håndterer det, og hvad skal der gøres med genstanden eller dokumentet? Derefter følger selve konserveringsarbejdet.
"Vi har kun én chance, så intet må gå galt, når vi først går i gang. Hvis vi først ødelægger Grundloven, så er den ødelagt. Derfor tænker vi os rigtig grundigt om", siger Iben. "Sådan arbejder vi ofte".
Mest værd, når den kan vises frem
Iben ser nøje grundloven efter for at finde de svage steder, hvor der er skader, eller hvor skader kan opstå. Efter et længere gennemsyn er hun kommet frem til de svagheder, der umiddelbart skal tages højde for og arbejdes med;
"Den nuværende æske er ca. 50 år gammel. Den er en smule for lille og dengang valgte man åbenbart hessianpapir, der godt nok er slidstærkt, men som også virker lidt som sandpapir, der slider en lille smule på siderne af indbindingen, hver gang grundloven tages ud af æsken. Man kan også se, at når man har taget Grundloven op af æsken, så har man ofte lagt segldåsen op på fløjlsomslaget, så det nu fremstår slidt netop der. Der ses også slid på nogle led og hæftninger, der er opstået, når den er blevet åbnet og håndteret. Og ryggen på den er ved at revne. Det er en svaghed, der ikke må udvikle sig til en skade.
Derfor er noget af det, vi skal levere til Rigsarkivet en specialdesignet æske og præsenterbakke, hvor grundloven kan ligge i og blive vist frem med mindst mulig belastning af arkivaliet. Det lyder som en lille opgave, men der ligger rigtig meget håndværk og teknisk ekspertise bag."
Og en grundlov skal kunne vises frem;
"Danmarks første grundlov er en slags museumsgenstand, der er allermest værd, når den kan vises frem til særlige gæster, filmes af tv-hold og eventuelt udstilles. På den måde bruges den endda ret ofte, og det er netop det, den skal bruges til. Selve genstanden fortæller langt mere, end hvis vi blot har den tekst, vi kan læse, og som er gengivet ned til mindste komma. Men at lave en kopi har ingen værdi for en betragter, fordi det er den originale genstand, der fortæller historien om Gundlovens fædre og indførelsen af det første folkestyre."
Guld og straffefangers arbejde
Iben konstaterer, at segldåsens indhold, udformning og tilstand er ukendt, og beslutter at åbne den for at se, om der er noget særligt ved den, som konservatorerne skal tage højde for. Det er meget sjældent den åbnes.
"Segldåsen er gylden indeni, og noget af det første, jeg ser, er, at der er nogle meget tydelige fingeraftryk på lågets indersiden. Tidligere havde man måske valgt at pudse det op, men i dag har vi et andet forhold til historie og autenticitet."
Men hvem har mon sat de finderaftryk?
"Det er selvfølgelig ikke til at vide, men det kan være alt fra straffefanger til Frederik 7. En af de ældst kendte metoder til at lave forgyldning er lueforgyldning, hvilket jeg formoder dette er. Det er en meget giftig forgyldningsteknik, hvor man forgylder med en blanding af bladguld og kviksølv. Fordi metoden var meget sundhedsskadelig og kunne give hjerneskader, satte man ofte straffefanger til at udføre arbejdet. Så dele af Danmarks første grundlov har nok været i hænderne på straffefanger".
I segldåsen er et detaljerigt rødt segl, der er knækket. "Det er et meget flot segl, og det har en revne i midten. Det sker meget ofte. Tidligere ville man måske også reparere revnen, men som med fingeraftrykkene er det en del af historien og overleveringen til fremtiden. Var noget meget løst, eller var der tale om revner, der nemt kunne gribe om sig, kunne vi overveje at gøre noget ved det. Men den største fare ligger i, hvis vi eller andre pådrager det skader. Derfor skal vi sikre, at der ikke tumles for meget rundt med det fremover. Vi ved heller ikke, hvad det præcist er lavet af, og så kan vi begå fejl, når vi forsøger at reparere det. Det havde været meget nemmere, hvis sådan en grundlov kom med en varedeklaration eller ingrediensliste."
Må man støvsuge og soignere grundloven?
Der er ingen tvivl om, at grundloven 1849 ikke skal ende med at se ud som ny, men skal alle skavanker overdrages til fremtiden? Til det svarer Iben;
"Nej, den skal soigneres lidt. Vi skal bl.a. støvsuge alle siderne, fordi der kan samle sig rigtig meget mikroskopisk skidt, man kan hvirvle op og indåndes, og som desuden kan være med til at nedbryde materialet. Opdager vi rifter i papiret, skal de også lappes, så de ikke griber om sig. Enkelte steder skal vi også fjerne streger eller andet på papiret. På siden med Frederik 7. underskrift, ses fx nogle streger, der sikkert er opstået, når den har været udstillet. Dem skal vi fjerne nænsomt. Tidligere var udgangspunkt, at rense og gøre alt så rent og pænt og solidt som muligt, og man rensede pergamentpapiret, men så var konservatoren den, der nedbrød genstanden mest, og det kunne nærme sig kunstforfalskning, når noget gammelt skulle se nyt ud."
Næste skridt
Det næste skridt i arbejdet er de tekniske undersøgelser af alle potentielt giftige elementer. For nu er Iben og hendes kollegaer kommet frem til, at sider kan indeholde blyhvidt, segldåsen kan være lureforgyldt med kviksølvblanding, seglet kan indeholde kviksølv, og guldskrift og ornamentering kan være giftigt. Derudover skal en konservator undersøge, om siderne er af papir eller pergament (dyrehud). Så skal der udarbejdes en præcis drejebog for konservatorarbejdet, og der skal tages mål til æske og præsenterbakke, der tager højde for alle arkivaliets svagheder. Og under hele processen skal klimaforholdene være meget nøje regulerede, så den ikke tager fugt til sig. Når alt er på plads, kommer grundloven tilbage i Rigsarkivets magasiner og kan igen beses ved særlige lejligheder.
|